Et sjæleplaget værk om håb og frelse

Odense Symfoniorkesters opførelse af Dvoráks “Stabat Mater” blev en storslået oplevelse, hvor de lette mellemspil løftede værket ud af smerten

Dvoráks “Stabat Mater” er et af de oratorier, sangere og musikere omtaler med ærefrygt. Efter at have hørt Odense Symfoniorkesters opførelse, forstår jeg hvorfor.

Værket, der bygger på en passionssalme fra middelalderen, beskriver Marias smerte, da hun står ved sin korsfæstede søns fødder. Inspirationen fik Dvorák, da først hans nyfødte datter og siden to af hans andre børn døde som ganske små. Værket gik han til og fra gennem et par år, og i mine øren er første og sidste sats ubetinget de mest helstøbte.

Valse-mellemspil

Første sats vokser fra en ulmen til et skrig og finder derefter sit leje et sted midt imellem. Dvorák udpensler ikke smerten. Lidelse og sorg er markant til stede, men selv de mest forpinte og sjæleplagede passager bliver blødt op af elementer af dansende lethed, blide valse-mellemspil, der giver lytteren plads til at sunde sig. Det er tilstedeværet af de svimlende smukke intermezzoer, der sætter smerten i relief og forstørrer lidelse i de mere svulstige passager. Satsens sentimentale slutning foregriber de filmiske småmotiver, som siden kom til at kendetegne et andet af Dvoráks hovedværker, “Symfoni nr, 9 – Fra den nye verden”.

Egalt kor

Hvor jeg ved nogle af de seneste symfoniorkesterkoncerter har savnet en dynamisk korklang, er den der til fulde denne gang. Filharmonisk Kor suppleret med sangere fra Det Fynske Kammerkor og sangstuderende fra Syddansk Musikkonservatorium lyder som ét kor, egalt og organisk. I syvende sats giver koret en forsmag på den triumf og forløsning, der venter i den euforiske finalesats. Det er blændende.

Det er en udfordring at finde fire solister, som klæder hinanden, hvad angår klang, volumen og udtryk, men Odense Symfoniorkester har haft heldet med sig.

Sopranen Camilla Nylund synger aldeles ubesværet og har et lyrisk overskud som få. Mezzosopranen Maria Forsström er den scenisk mest medlevende af sangerne. Hendes blik når ud til de bagerste stolerækker, og hendes vidunderligt mørke stemme minder om en omfavnelse.

Steve Davislims tenor har en let og gylden klang, og i sjettesatsen når jeg kun lige at tænke, at han er lidt bogholderagtig, og så lukker han op for sluserne. I klædelig kontrast til ham står Pavlo Balakins djærve og sindige bas.

Dukkefører

Christoph Eschenbach, der dirigerer uden pind, har et af de smukkeste slagskemaer, jeg har set. Om musikerne har let ved at læse ham, ved jeg ikke, men set fra ryggen udstråler den lille og skrøbeligt spinkle herre uhøjtidelig autoritet. Venstrehånden, som former musikken, minder om en marionetdukkeførers. Alle trådene udgår fra Eschenbachs hånd, og han har ikke bare tråde til instrumentgrupperne, men til hver enkelt musiker og sanger – inklusive de mange korsangere oppe på balkonen.

Det er længe siden, jeg har hørt Odense Symfoniorkester spille Dvorák, men hans musik, der spænder fra det ekspressivt forpinte over det lidenskabeligt sorgtyngede til det håbefuldt forløste, ligger perfekt for musikerne. For en gangs skyld var Carl Nielsen Salens orgel i brug, med dets rolle i “Stabat Mater” er så diskret, at lyden fortonede sig i det samlede lydbillede.

“Stabat Mater” er et værk om lidelse, en religiøs manifestation, men Dvorák graver sig aldrig ned i selvmedlidenhed eller dyrker sorgen for sorgens skyld. Med de lysende lette mellemspil får han værket til at løfte sig ud af smerten og udtrykke håb og frelse.

KONCERT: “STABAT MATER”

* * * * *

Odense Koncerthus, torsdag 1. november 2018:
Odense Symfoniorkester under ledelse af Christoph Eschenbach.

SOLISTER: Camilla Nylund, Maria Forsström, Steve Davislim og Pavlo Balakin.

KOR: Filharmonisk Kor samt sangere fra Det Fynske Kammerkor og Syddansk Musikkonservatorium.

Forfatter
Lene Kryger – Fyens Stiftstidende – november 2018