Smukke og sangbare melodier
Til tekster af bl.a. Oehlenschläger, Stuckenberg, Aarestrup, Morten Nielsen, Tove Ditlevsen og Halfdan Rasmussen har komponisten Christian Dyrst skrevet en række smukke og sangbare melodier, som så fint ligger i slipstrømmen af f.eks. Carl Nielsens og Otto Mortensens folketone, men som samtidig bekender sig til en nutidig og dansk korlyrisk tradition. Et par stykker burde snarest finde vej til Højskolesangbogen, det fortjener de i høj grad.
Det Fynske Kammerkor v/ Alice Granum viser igen deres styrke i denne genre, her især med en forbilledlig tekstudtale. Lyrik bliver til fortælling, båret af den gode melodi, og på et par skæringer af Henrik Goldschmidts fine obospil.
Fire Carl Nielsen-sange, arr. af Christian Dyrst, føles naturlige i sammenhængen.
Mikael Krarup – Fyens Stiftstidende – januar 2014