Vidtspændende og flot koncert
Mange havde set frem til årets sidste koncert hos foreningen KLASSISK Christiansfeld i Brødremenighedens Kirke lørdag eftermiddag med Det Fynske Kammerkor, der heller ikke skuffede publikums høje forventninger …
Vidtspændende og flot koncert med Det Fynske Kammerkor
Mange havde set frem til årets sidste koncert hos foreningen KLASSISK Christiansfeld i Brødremenighedens Kirke lørdag eftermiddag med Det Fynske Kammerkor, der heller ikke skuffede publikums høje forventninger.
Solens sidste stråler lyste ind i kirkerummet, da korets medlemmer og dirigenten Alice Granum indledte koncerten, der var et overflødighedshorn af sange og arrangementer fra mange lande som Danmark, Sverige, Norge, Island, Estland, Tyskland, England, USA, Canada og Ukraine. Stilmæssigt spændte repertoiret fra klassisk dansk guldalder med kendte tekster af Grundtvig og H.C. Andersen til det smukke, forførende nutidige musikstykke Peace af den svenske komponist Martin Åsander.
Programmet havde overvægt af skandinaviske musikstykker og sange, men rummede også mere ukendte og `eksotiske` værker som den ukrainske julesang, Carol of the Bells komponeret i 1924 af Mykola Leontovych med tekst af Peter J. Wilhousky eller værket Ubi Caritas et Amor skrevet af den nulevende estlandske komponist Rihard Dubra.
Fremhæves bør også O Magnum Mysterium af den amerikanske komponist af dansk afstamning, Morten Johannes Lauridsen. Den latinske tekst er fra en katolsk morgenbøn, der har inspireret andre komponister gennem tiderne.
På programmet var dertil Huron Carol, måske Canadas ældste julesang skrevet tilbage i 1642 af en jesuitisk missionær, Jean de Brébeuf, som virkede i den indianske Huron stamme. Teksten skrev han på det oprindelige Huron sprog. Melodien tog afsæt i en traditionel fransk folklore sang, Une Jeune Pucelle.
Efter koncerten talte jeg med leder af koret Laudamus i Tyrstrup Kirke, Karin Mølbak. Hun udtalte: “En meget smuk julekoncert med såvel klassiske julesange som mere ukendte værker, der, sunget af Det Fynske Kammerkor, kommer helt til sin ret – med den sværhedsgrad det har, og som koret kan synge under den altid kyndige, kærlige og konsekvente måde Alice Granum leder og dirigerer koret på. Det er en stor oplevelse at se en kordirigent, som mestrer den svære kunst at få koret til at synge med en sådan unik klang, hvor hver enkelt stemmegruppe er besat med gode stemmer, der også kan bære solistpartier”.
I forbindelse med den vellykkede koncert præsenterede foreningen KLASSISK Christiansfeld deres program for 2022, der indeholder forskellige musikformer med både nye og gammelkendte navne.
Lars Østergaard Jensen – Fællesavisen – december 2021
Så blev det eddermugme jul
Odense Symfoniorkesters overdådige julekoncert onsdag holdt sig lykkeligvis absolut på den elegante side. Den var folkelig, festlig og farvestrålende, den var fællesskab og fællessang, og den foregik samtidig på et fornemt kunstnerisk niveau … Lydproblemerne ændrede dog ikke på en flot sammensat koncert med dygtige musikere, et velsyngende kor og en gennemgående høj underholdningsværdi …
Så blev det eddermugme jul
Odense Symfoniorkesters “Christmas Carols” var akkurat lige så farverig og folkelig, som en julekoncert skal være. Men lyden, venner, lyden …
Bjældeklang, glittersne, nissehuer, feel good-muzak, Bing Crosby … julekoncerter balancerer til tider på en knivsæg mellem det klæge og det smagfuldt storslåede, og derfor har de ofte en indbygget risiko for at kæntre i kvalm julevamp.
Odense Symfoniorkesters overdådige julekoncert onsdag holdt sig lykkeligvis absolut på den elegante side. Den var folkelig, festlig og farvestrålende, den var fællesskab og fællessang, og den foregik samtidig på et fornemt kunstnerisk niveau. For man kan sagtens blande det storladne med det folkelige – billedligt udtrykt ved, at orkestrets fremragende koncertmester Eugen Tichindeleanu i dagens anledning havde de fineste, røde strømper på i sine sorte laksko.
Hist var en præcis udgave af Leroy Andersons “Sleigh Ride”, her en larger than life-version af “Oh, Holy Night”, dér en velsunget “Carol of the Bells”, en skarp udgave af “Oh Come, All Ye Faithful”, en gøgleragtig udgave af “The Twelve Gifts Of Christmas”, en … Det blev jul med eftertryk i det gamle koncerhus, endda med en indbygget overraskelse i form af en bodypercussionartist.
Selv om Peter Stavrum altid er underholdende og formår at engagere sine tilhørere, og selv om han trommede og klappede sig til publikums hjerter, er det alligevel berettiget at spørge, hvad en bodypercussionartist har at gøre netop her. I et symfoniorkester. Til en julekoncert. Svarer blæser i vinternatten.
Der var lydproblemer flere gange undervejs – som når kammerkoret skulle synge en hel hornsektion op, eller når sangerinden Nana Schwartzlose i mere stille passager skulle tage kampen op med et helt symfoniorkester.
Det er ikke første gang, at solosang, kor og et fuldt symfoniorkester har harmoneret skidt i koncerthuset. Og det bliver formentlig desværre heller ikke sidste gang, for det er indiskutabelt vanskeligt at få niveauerne under en koncert til at balancere korrekt. En koncert er som bekendt en liveoplevelse, hvor tingene sker lige nu og her, og ikke en studieindspilning, hvor man kan finpudse og mikse lyden om tre, fire eller fyrre gange, hvis man har behov for det. Derfor er den ringe lyd til tider et nødvendigt onde, som man må tage med, hvis man går til koncert.
Lydproblemerne ændrede dog ikke på en flot sammensat koncert med dygtige musikere, et velsyngende kor og en gennemgående høj underholdningsværdi. Så nu kan det blive jul. Eddermugme.
* * * * *
Om koncerten: “Christmas Carols”, Odense Koncerthus, onsdag.
Medvirkende: Odense Symfoniorkester, Det Fynske Kammerkor, dirigent: Emil Eliasson, korindstudering: Alice Granum, solister: sangerinden Nana Schwartzlose, organisten Tina Christiansen, bodypercussionartist Peter Stavrum Nielsen, vært: Ole B. Kiilerich.
Peter Hagmund-Hansen – Fyens Stiftstidende – december 2019
Et sjæleplaget værk om håb og frelse
Dvoráks “Stabat Mater” er et af de oratorier, sangere og musikere omtaler med ærefrygt. Efter at have hørt Odense Symfoniorkesters opførelse, forstår jeg hvorfor … Filharmonisk Kor suppleret med sangere fra Det Fynske Kammerkor og sangstuderende fra Syddansk Musikkonservatorium lyder som ét kor, egalt og organisk. I syvende sats giver koret en forsmag på den triumf og forløsning, der venter i den euforiske finalesats. Det er blændende …
Et sjæleplaget værk om håb og frelse
Odense Symfoniorkesters opførelse af Dvoráks “Stabat Mater” blev en storslået oplevelse, hvor de lette mellemspil løftede værket ud af smerten
Dvoráks “Stabat Mater” er et af de oratorier, sangere og musikere omtaler med ærefrygt. Efter at have hørt Odense Symfoniorkesters opførelse, forstår jeg hvorfor.
Værket, der bygger på en passionssalme fra middelalderen, beskriver Marias smerte, da hun står ved sin korsfæstede søns fødder. Inspirationen fik Dvorák, da først hans nyfødte datter og siden to af hans andre børn døde som ganske små. Værket gik han til og fra gennem et par år, og i mine øren er første og sidste sats ubetinget de mest helstøbte.
Valse-mellemspil
Første sats vokser fra en ulmen til et skrig og finder derefter sit leje et sted midt imellem. Dvorák udpensler ikke smerten. Lidelse og sorg er markant til stede, men selv de mest forpinte og sjæleplagede passager bliver blødt op af elementer af dansende lethed, blide valse-mellemspil, der giver lytteren plads til at sunde sig. Det er tilstedeværet af de svimlende smukke intermezzoer, der sætter smerten i relief og forstørrer lidelse i de mere svulstige passager. Satsens sentimentale slutning foregriber de filmiske småmotiver, som siden kom til at kendetegne et andet af Dvoráks hovedværker, “Symfoni nr, 9 – Fra den nye verden”.
Egalt kor
Hvor jeg ved nogle af de seneste symfoniorkesterkoncerter har savnet en dynamisk korklang, er den der til fulde denne gang. Filharmonisk Kor suppleret med sangere fra Det Fynske Kammerkor og sangstuderende fra Syddansk Musikkonservatorium lyder som ét kor, egalt og organisk. I syvende sats giver koret en forsmag på den triumf og forløsning, der venter i den euforiske finalesats. Det er blændende.
Det er en udfordring at finde fire solister, som klæder hinanden, hvad angår klang, volumen og udtryk, men Odense Symfoniorkester har haft heldet med sig.
Sopranen Camilla Nylund synger aldeles ubesværet og har et lyrisk overskud som få. Mezzosopranen Maria Forsström er den scenisk mest medlevende af sangerne. Hendes blik når ud til de bagerste stolerækker, og hendes vidunderligt mørke stemme minder om en omfavnelse.
Steve Davislims tenor har en let og gylden klang, og i sjettesatsen når jeg kun lige at tænke, at han er lidt bogholderagtig, og så lukker han op for sluserne. I klædelig kontrast til ham står Pavlo Balakins djærve og sindige bas.
Dukkefører
Christoph Eschenbach, der dirigerer uden pind, har et af de smukkeste slagskemaer, jeg har set. Om musikerne har let ved at læse ham, ved jeg ikke, men set fra ryggen udstråler den lille og skrøbeligt spinkle herre uhøjtidelig autoritet. Venstrehånden, som former musikken, minder om en marionetdukkeførers. Alle trådene udgår fra Eschenbachs hånd, og han har ikke bare tråde til instrumentgrupperne, men til hver enkelt musiker og sanger – inklusive de mange korsangere oppe på balkonen.
Det er længe siden, jeg har hørt Odense Symfoniorkester spille Dvorák, men hans musik, der spænder fra det ekspressivt forpinte over det lidenskabeligt sorgtyngede til det håbefuldt forløste, ligger perfekt for musikerne. For en gangs skyld var Carl Nielsen Salens orgel i brug, med dets rolle i “Stabat Mater” er så diskret, at lyden fortonede sig i det samlede lydbillede.
“Stabat Mater” er et værk om lidelse, en religiøs manifestation, men Dvorák graver sig aldrig ned i selvmedlidenhed eller dyrker sorgen for sorgens skyld. Med de lysende lette mellemspil får han værket til at løfte sig ud af smerten og udtrykke håb og frelse.
KONCERT: “STABAT MATER”
* * * * *
Odense Koncerthus, torsdag 1. november 2018:
Odense Symfoniorkester under ledelse af Christoph Eschenbach.
SOLISTER: Camilla Nylund, Maria Forsström, Steve Davislim og Pavlo Balakin.
KOR: Filharmonisk Kor samt sangere fra Det Fynske Kammerkor og Syddansk Musikkonservatorium.
Forfatter
Lene Kryger – Fyens Stiftstidende – november 2018
Ambitiøs på musikkens vegne
Alice Granum helmer ikke før klangen og tekstudtalen er perfektioneret til det ypperste. Hun er kompromisløs og lavmælt insisterende. Som korsanger skal man både koncentrere sig om at følge hendes delikate direktionsteknik og holde øje med rynken mellem hendes bryn. For Alice Granum er ambitiøs – på egne, men først og fremmest på musikkens vegne. Uanset om hun dirigerer sit eget kammerkor eller sammenbragte amatørsangere, går hun lige engageret til opgaven. Indstillet på at spore alle ind på det fælles mål: at skabe musik af højeste kvalitet …
Ambitiøs på musikkens vegne
I 30 år har Alice Granum dirigeret Det Fynske Kammerkor. Klang og tekstudtale er nogle af kordirigentens kæpheste.
PROFIL
Første gang jeg mødte Alice Granum var 16. april 1975 vældig tidligt om morgenen. Hun og 4 medstuderende fra Det Fynske Musikkonservatorium spillede til mine forældres sølvbryllup.
Der var langt fra den traditionelle sølvbryllupsmusik i kjole og hvidt til de fem unge kvinder, som klædt i orange velour, ternede storskjorter og vist også en med lyseblå ble spillede “Det er så yndigt at følges ad”.
Siden lagde Alice Granum trompetspillet på hylden og koncentrerede sig om korsangen. I 1977 forlod hun Det Fynske Musikkonservatorium med en musikpædagogisk eksamen, og i 1988 forlod hun endnu engang konservatoriet i Islandsgade i Odense, denne gang med papir på en musiklederuddannelse.
Samme år blev hun dirigent for Det Fynske kammerkor. En flok venner havde planer om at danne et kor, hvor man arbejdede seriøst og ikke gik på kompromis med kvaliteten.
Det lykkelige korægteskab, som nu har varet 30 år, har ud over talrige koncerter også resulteret i foreløbig otte cd-udgivelser.
I tirsdags markerede Det Fynske kammerkor jubilæet med en koncert i Skt. Hans Kirke i Odense. Det ambitiøse program bød bl.a. på korsatser af Vaughan Williams og Arvo Pärt samt sange af nulevende danske komponister.
Alice Granum helmer ikke før klangen og tekstudtalen er perfektioneret til det ypperste. Hun er kompromisløs og lavmælt insisterende. Som korsanger skal man både koncentrere sig om at følge hendes delikate direktionsteknik og holde øje med rynken mellem hendes bryn.
For Alice Granum er ambitiøs – på egne, men først og fremmest på musikkens vegne.
Uanset om hun dirigerer sit eget kammerkor eller sammenbragte amatørsangere, går hun lige engageret til opgaven. Indstillet på at spore alle ind på det fælles mål: at skabe musik af højeste kvalitet.
Alvorsfuld, koncentreret og lun er ord, der klæder kordirigenten Alice Granum. Har man én gang hørt hende, med udbredte arme og en let stampen i gulvet, råbe: “Nu skal I sluge en brun bjørn”, parerer man ordre og trækker vejret så dybt, at man kan mærke sin krop lette fra gulvet.
30-års jubilæumskoncert med Det Fynske Kammerkor under ledelse af Alice Granum tirsdag den 2. oktober kl. 19.30 i Sankt Nikolaj Kirke i Middelfart.
* * * * *
BLÅ BOG
ALICE GRANUM
Kordirigent, født 1954 i Dalum. Uddannet musikpædagog og musikleder.
Har undervist i kordirektion på Syddansk Musikkonservatorium fra 1988 – siden 1996 som docent.
Dirigent for Det Fynske Kammerkor fra 1988.
Dirigent for Filharmonisk Kor Odense 1991 – 2016.
Dirigent for Filharmonisk Kor-Sønderjylland fra 2013.
Dirigent ved korstævner, -festivaler og kurser i ind- og udland.
Forfatter
Lene Kryger – Fyens Stiftstidende – september 2018
Sjældent værk en messe værd
Alice Granums korindstudering og direktion kombineret med Tina Christiansens nuancerede og matchende ledsagende orgelstemme blev en sympatisk symbiose, som fik koret til at yde en organisk og helstøbt præstation … Særligt vil jeg her fremhæve sopranernes unge, lette klang, næsten – meget passende for dette katolske værk – lig drengestemmer, samt alternes blide dybde og mandsstemmernes dertil afstemte styrkeniveau …
Sjældent værk en messe værd
Det Fynske Kammerkor gav en overbevisende opførelse af sjældent hørt requiem
Klassisk
Maurice Duruflé: “Requiem”
* * * * *
I år lå allehelgenssøndag tidsmæssigt passende på afstand af udskårne græskar med lys i, raslende skeletter og urovækkende tant og fjas til Halloween. Til allehelgen mindes vi vore kære døde, og i kirkerne rundt omkring opføres musik med tilknytning til dagen.
Således også i en helt fyldt Ansgars Kirke i Odense, hvor den franske komponist Maurice Duruflés “Requiem” fra 1947 i versionen for kor og orgel blev opført af Det Fynske Kammerkor med solister: en messe, en allesjæles-fejring. Til forskel fra andre requiemmer af f.eks. Mozart og Verdi er de franske af slagsen mere indadvendte, næsten meditative, selv om det musikalske udtryk i visse satser virker særdeles ekspressivt og voldsomt.
Både Fauré og Duruflé udelader “Dies Irae”- messeledets profetier om evig fordømmelse – og tilføjer de “lyse” led om trøst, håb og lys, bl.a. “Pie Jesu” og “In Paradisum”.
Duruflé vælger den gregorianske sang fra den katolske liturgi som grundlag for sin komposition og indflettede så sine egne fyldige harmoniseringer, så både enkelthed og klangbredde er fremherskende i værket.
Dramatisk og inderligt
Netop dette kom så naturligt og eminent flot frem i Det Fynske Kammerkors opførelse. Den latinske messetekst er gennemsyret af kontrasterne mellem død og liv, mørke og lys, frygt og håb, og musikalsk fortolkes dette i værket i modsætningerne mellem det kraftigt dramatiske og det tyste inderlige. Dette var opførelsens absolutte styrke.
Alice Granums korindstudering og direktion kombineret med Tina Christiansens nuancerede og matchende ledsagende orgelstemme blev en sympatisk symbiose, som fik koret til at yde en organisk og helstøbt præstation.
Særligt vil jeg her fremhæve sopranernes unge, lette klang, næsten – meget passende for dette katolske værk – lig drengestemmer, samt alternes blide dybde og mandsstemmernes dertil afstemte styrkeniveau.
Ligesom Fauré har valgt det i sit “Requiem”, lader Duruflé det enkelte menneske komme til orde i messen ved at lade en baryton indgå i to af leddene og ved at lade en mezzosopran ledsaget af en cello fortolke “Pie Jesu”-satsen.
Thomas Storm, Anne Roed Refshauge og Sofie Spanget Takkula føjede sig smukt til helheden.
To korte værker indledte koncerten, nemlig Francis Poulencs à capella-sats “Salve Regina”, krystalklart og afdæmpet udført af koret, samt Duruflés eget og personlige favoritstykke for orgel, nemlig præludiet fra hans “Orgelsuite nr. 5”, markant i sit dramatiske sorgmod og sin håbefulde afklarethed. En god idé, for her kunne øret vænne sig til både Duruflés virkemidler og Ansgars Kirkes hybrakustiske orgel, som med sin nærmest surround-soundklang suger tilhøreren ind i kirkerummet.
Om koncerten:
Søndag 6. november 2016, Ansgars Kirke, Odense. Medvirkende: Anne Roed Refshauge (mezzosopran), Thomas Storm (baryton), Sofie Spanget Takkula (cello), Tina Christiansen (orgel), Det Fynske Kammerkor, dir. Alice Granum.
Af Mikael Krarup – Fyens Stiftstidende – november 2016
Det kendte, det næsten nye og det helt nye
Koncerten indledtes med den ægte vare, fem a cappella-sange, fortolket af Det Fynske Kammerkor med både klangrigdom, lyrisk friskhed og vidunderligt præcis tekstudtale … Vi er privilegerede her på øen, med landets nok bedste semi-professionelle kammerkor og et toptunet professionelt bigband, der vil, tør og kan udfordre sig selv med talrige eksperimenterende projekter …
Det kendte, det næsten nye og det helt nye
Tiptoe Bigband og Det Fynske Kammerkor i et usædvanligt vellykket samarbejde
KONCERT
Tiptoe Bigband og Det Fynske Kammerkor
* * * * *
Efter sigende brød Carl Nielsen sig ikke om jazzmusik. Men man kunne nu have undt ham at have overværet weekendens koncerter i Odense til hans ære, bl.a. denne spændende konstellation mellem et klassisk kammerkor og et bigband. For eksperimentet lykkedes på alle måder, til stor begejstring fra den propfyldte sal.
Koncerten indledtes med den ægte vare, fem a cappella-sange, fortolket af Det Fynske Kammerkor med både klangrigdom, lyrisk friskhed og vidunderligt præcis tekstudtale. Værkerne repræsenterede både salmebogens og Højskolesangbogens Carl Nielsen, men også hans specifikt kirketonale produktion, her den komplekse “Dominus Regit Me”-sats.
Fire af Tiptoe’s musikere havde fået frie tøjler til at bearbejde Carl Nielsen-sange. Anders Ringgaards orkestrale version af “Solen er så rød, mor” svingede derudaf, men barnets uro var til stede, især i den dystre, afsluttende mol-akkord.
Pianisten Niels Thybo havde udvalgt en tre-fire sange, hvoraf nogle puttede sig i hans begavede lyrisk-klingende komposition, klangsøgende, tøvende. Samme sans for Nielsens univers var at finde i John Kristensens “Tit er jeg glad”, fortællelysten og flydende, med skæve taktarter og synkoper, mens Kasper Tagel i “Forunderligt at sige” lader koret danne en form for lydtæppe under bigbandets udfoldelser med langstrakte unisone strofer.
Urpremiere
Til tre tekster af Michael Falch har pianisten Christoffer Møller skrevet værket “Fingerspidsfornemmelser” for bigband og kammerkor, som her fik sin urpremiere. Sanselig kærlighed, hudflettende selvransagelse og en mundret nyfortolkning af “Fadervor” er teksternes sårbare indhold. De er smukke og inderligt ærlige, og musikken føles autentisk.
Den klassisk opbyggede “Tungespids” er fyldt af en Nielsensk enkelthed fra de folkelige sange. Teksten “Sådan et menneske” er til en næsten banal pop-melodi, som tydeligt eksemplificerer et “Schein des Bekannten” – melodien minder om noget, man aldrig har hørt før. Det kirketonale får sit udtryk i “Du som er”, med antydninger af gregoriansk sang, koral-associationer men også moderne nordiske korklange. Her føles en symbiotisk balance mellem kor og orkester, en balance som var så fin gennem hele koncerten – på trods af opstillingen over for hinanden, med publikum i midten.
Vil, tør og kan
Vi er privilegerede her på øen, med landets nok bedste semi-professionelle kammerkor og et toptunet professionelt bigband, der vil, tør og kan udfordre sig selv med talrige eksperimenterende projekter. “Rundt om Nielsen – Carls musikalske DNA”, koncertens rammende titel, var et begavet eksempel på dette.
Om koncerten
Den Fynske Opera, lørdag d. 21. november 2015 (gentaget søndag):
Det Fynske Kammerkor, dir. Alice Granum, Tiptoe Bigband, dir. Torben Sminge
Af Mikael Krarup – Fyens Stiftstidende – november 2015
Så dansk som det kan blive
Det Fynske Kammerkor under ledelse af Alice Granum rammer sikkert tonen i Per Drud Nielsens kompositioner … man har sat alle sejl til for at gøre det til en gedigen kunstnerisk oplevelse at lytte til det velsyngende, blandede kor. Alice Granum er en fremragende musikformidler, der har sikkert styr på de enkelte værker …
Så dansk som det kan blive
Frederikshavneren Per Drud Nielsen er en initiativrig og ofte benyttet korkomponist og korarrangør, og nu har Det Fynske Kammerkor under ledelse af Alice Granum indsunget 30 af hans sange.
Den tekstlige side spænder vidt. Genrespredningen er kolossal: fra danske ordsprog over den engelske forfatter og maler William Blakes “Songs of Innocence” fra 1789 og endvidere 1800-tals englænderen Christina Rossetti til vor tids italiener Guiseppe Ungaretti og hans sange til tiden. Hertil kommer Vodskov-digteren Beatrice Vibes to danske sange, hvortil Per Drud Nielsen har komponeret nogle enkle smukke melodier, tre motetter til kærligheden, baseret på apostlen Paulus, og endelig Per Drud Nielsens store interesse: baltisk kultur.
Per Drud Nielsen ligger med sine raffinerede korværker som komponist i en smuk, direkte linje fra bl. a. Thorvald Aagaards og Poul Schierbecks mange smukke, fine sange, og dermed er forbindelsen skabt til den danske højromantik og frem for alt til traditionen efter Carl Nielsen og Thomas Laub. Men Per Drud Nielsen bevæger sig også f. eks. i nogle af sine underfundige kompositioner til ordsprogene ind på folkemusikområdet. Generelt er kompositionerne båret af en fyldig udtryksevne og elegant melodiøsitet, anselig rytmik og overvældende sangbarhed. Ind imellem aner man bearbejdelser af andre danske kompositioner.
Det Fynske Kammerkor under ledelse af Alice Granum rammer sikkert tonen i Per Drud Nielsens kompositioner. Det er jo også fynboer, der synger den oprindeligt odenseanske kunstners kompositioner, men det er først og fremmest så dansk, som det kan blive. Melodierne og udførelsen levner ikke tvivl om, at vi er i Norden og primært i Danmark – og man har sat alle sejl til for at gøre det til en gedigen kunstnerisk oplevelse at lytte til det velsyngende, blandede kor. Alice Granum er en fremragende musikformidler, der har sikkert styr på de enkelte værker.
“Som sommerdug” er en CD, man lytter til med stor glæde.
Jens Henneberg – avisen Nordjyske – maj 2015
Som dugperler på en stilk
De kommer som dugperler på en stilk, små kor-vignetter af den særdeles produktive komponist og korarrangør … Drud Nielsens kompositioner ligger fint for Det Fynske Kammerkor. Den velkendte lette, friske klang, dynamikken, tempovalgene og den præcise tekstbehandling matcher glimrende teksternes til tider kraftige ordfylde …
Som dugperler på en stilk
30 sange på 42 minutter – de kommer som dugperler på en stilk, små kor-vignetter af den særdeles produktive komponist og korarrangør Per Drud Nielsen. Teksterne er bl.a. engelsksprogede af William Blake og Christina Rossetti, italienske af Giuseppe Ungaretti, et par danske af slagsen af Beatrice Vibe, “Tre motetter til kærligheden” med tekster af Paulus, samt fire lettiske, gendigtede folkeviser.
Drud Nielsens kompositioner ligger fint for Det Fynske Kammerkor. Den velkendte lette, friske klang, dynamikken, tempovalgene og den præcise tekstbehandling matcher glimrende teksternes til tider kraftige ordfylde. Cd’en bør nydes i udvalgte “grupper”, det vil øge glæden over de små fine melodier til de oftest yndefulde tekster om kærligheden, naturen, livet.
Mikael Krarup – Fyens Stiftstidende – marts 2015
Uropførelse
Michael Bojesen bygger i sit værk på en tradition, som han loyalt tør føre op i vor tid, fordi han præcist rammer noget både folkeligt, let fatteligt og dog overraskende … Salmen “Det kimer nu” går som en Bach-koral igennem hele værket, splittet op i versegrupper, sunget flot af 22 af Syngedrengene fra Assens, mens Det Fynske Kammerkor, både a cappella og med fuldt orkester, syntes at befinde sig særdeles godt i Bojesens musikalske univers …
Uropførelse
Michael Bojesens og Dy Plambecks juleoratorium “Det kimer nu” favner julestemningen
Klassisk
Odense Symfoniorkester: “Det kimer nu”
Nu kimer det også til julefest med et helt nykomponeret, dansk oratorium for drengekor, blandet kor, solister og orkester, med indlagte fællessalmer, helt som på Bachs tid.
Michael Bojesen bygger i sit værk på en tradition, som han loyalt tør føre op i vor tid, fordi han præcist rammer noget både folkeligt, let fatteligt og dog overraskende. For værket er netop så varieret i både korsatser, solopartier og i det gennemkomponerede orkesterpartitur, at man ligeså stille sidder og glæder sig til hans næste påfund.
Dy Plambecks sanselige nutidsjulefortællepoesi synes at rumme simpelthen alt, hvad julen er: Fra stormagasiner og istapper, Luciaoptog og andefedt, henover juleroser og fyldte sokker, til englen, der vist ikke sætter fodaftryk i sneen, og til ham, der kommer, til håbet, til freden. Enkelte af digtene synes lidt for finurlige og umiddelbart løsrevne fra den store sammenhæng, men poesiens styrke ligger i beskrivelserne af juletidens genkendelighed.
Musikken følger teksten i kompakt symbiose – rytmisk, dynamisk, poppet, som højtidelig koral, som et sentimentalt musicalhit, vrængende kakofonisk – bredt favnende i genrer, klange og udtryk. Salmen “Det kimer nu” går som en Bach-koral igennem hele værket, splittet op i versegrupper, sunget flot af 22 af Syngedrengene fra Assens, mens Det Fynske Kammerkor, både a cappella og med fuldt orkester, syntes at befinde sig særdeles godt i Bojesens musikalske univers.
Sys Bjerre stod så fint, som en kærlig engel på kororglets pulpitur, højt hævet over alle, og sang sine tekster med ynde og åndepust, mens Thomas Storm lod sin herlige og dramatiske baryton fylde det propfyldte kirkerum.
Aftenen indledtes totalt malplaceret af Leroy Andersons orkestrale miskmask-potpourri af engelsk/amerikanske julesange, mens to carols af John Rutter smukt stemte sindet til “Det kimer nu”, som jeg spår en lang og lykkelig fremtid.
Om koncerten
Odense Domkirke, onsdag (gentaget torsdag): Sys Bjerre, Thomas Storm, Syngedrengene fra Assens, Det Fynske Kammerkor, Odense Symfoniorkester, dir. Michael Bojesen.
Forfatter
Mikael Krarup – Fyens Stiftstidende – december 2014
Brahms’ eget trøstende himmelsprog
Med et usædvanligt afdæmpet kropssprog fik Vedernikov koret til ganske vidunderligt at honorere alle krav: pianostederne var fyldte af vellyd, en egal sammenhæng og et dejligt flow, og de rytmisk spændstige passager, de dramatisk opbyggede fugaer og forte-passagerne fik en imponerende nerve og blev aldrig anmassende …
Brahms’ eget trøstende himmelsprog
“Ein Deutsches Requiem” fik pragtopførelse i Odense Koncerthus med over 120 korsangere
“Selig sind, die da Leid tragen” – “Selig sind die Toten”. De to tekststeder, titlerne på første og sidste del i Johannes Brahms’ requiem, omkranser så smukt de øvrige fem dele i dette betagende værk, der er så forskelligt fra de fleste andre dødsmesser.
Det bombastiske, det dommedagsvisionære, de næsten fremmedgørende elementer i f.eks. Verdis og Mozarts pendanter, er forløsende fraværende her. Brahms har selv udvalgt bibelteksterne til sit requiem, som ikke mindes de døde, men snarere trøster dem, der lever videre efter at have mistet.
Alexander Vedernikovs fortolkning var på dette punkt så dejligt tydelig. Hans tempo i den efter min mening måske smukkeste første del var netop så langsomt og korstemmerne så tyste, at de dramatiske steders kraft i de øvrige dele gav fuld mening.
Sørgemarchen “Denn alles Fleisch, es ist wie Gras” blev voldsomt urovækkende og sjette del om vort korte liv, om genopstandelsen og om den almægtige Gud imponerede med sin dynamiske skiften mellem triumf, indsigt og lovprisning.
Afdæmpet kropssprog
Med et usædvanligt afdæmpet kropssprog fik Vedernikov koret til ganske vidunderligt at honorere alle krav: pianostederne var fyldte af vellyd, en egal sammenhæng og et dejligt flow, og de rytmisk spændstige passager, de dramatisk opbyggede fugaer og forte-passagerne fik en imponerende nerve og blev aldrig anmassende.
De to solister, velgennemtænkt placeret midt i koret, skuffede derimod noget. Evelina Dobrachevas mørke timbre og kraftfulde sopran ville passe bedre til f.eks. Verdis “Requiem”. Jeg savnede den inderlighed, som udtrykkes i teksten, som en moders inderlighed, der trøster sit lille barn. Ralf Lukas’ udmærkede baryton manglede ved denne opførelse den ro og varme, som hans tekster kræver.
Men tilbage står oplevelsen af 70 intense minutter med det velsyngende og velinstuderede dansk-svenske kor i hovedrollen.
Om koncerten
Odense Koncerthus, torsdag: Odense Symfoniorkester under ledelse af Alexander Vedernikov. Desuden medvirkede Evelina Dobracheva, sopran, Ralf Lukas, baryton, Filharmonisk Kor, Det Fynske Kammerkor og Helsingborgs Konserthuskör
Forfatter
Mikael Krarup – Fyens Stiftstidende – marts 2014
Smukke og sangbare melodier
Til tekster af bl.a. Oehlenschläger, Stuckenberg, Aarestrup, Morten Nielsen, Tove Ditlevsen og Halfdan Rasmussen har komponisten Christian Dyrst skrevet en række smukke og sangbare melodier, som så fint ligger i slipstrømmen af f.eks. Carl Nielsens og Otto Mortensens folketone … Det Fynske Kammerkor v/ Alice Granum viser igen deres styrke i denne genre, her især med en forbilledlig tekstudtale …
Smukke og sangbare melodier
Til tekster af bl.a. Oehlenschläger, Stuckenberg, Aarestrup, Morten Nielsen, Tove Ditlevsen og Halfdan Rasmussen har komponisten Christian Dyrst skrevet en række smukke og sangbare melodier, som så fint ligger i slipstrømmen af f.eks. Carl Nielsens og Otto Mortensens folketone, men som samtidig bekender sig til en nutidig og dansk korlyrisk tradition. Et par stykker burde snarest finde vej til Højskolesangbogen, det fortjener de i høj grad.
Det Fynske Kammerkor v/ Alice Granum viser igen deres styrke i denne genre, her især med en forbilledlig tekstudtale. Lyrik bliver til fortælling, båret af den gode melodi, og på et par skæringer af Henrik Goldschmidts fine obospil.
Fire Carl Nielsen-sange, arr. af Christian Dyrst, føles naturlige i sammenhængen.
Mikael Krarup – Fyens Stiftstidende – januar 2014