Uropførelse

Michael Bojesens og Dy Plambecks juleoratorium “Det kimer nu” favner julestemningen

Klassisk
Odense Symfoniorkester: “Det kimer nu”

Nu kimer det også til julefest med et helt nykomponeret, dansk oratorium for drengekor, blandet kor, solister og orkester, med indlagte fællessalmer, helt som på Bachs tid.

Michael Bojesen bygger i sit værk på en tradition, som han loyalt tør føre op i vor tid, fordi han præcist rammer noget både folkeligt, let fatteligt og dog overraskende. For værket er netop så varieret i både korsatser, solopartier og i det gennemkomponerede orkesterpartitur, at man ligeså stille sidder og glæder sig til hans næste påfund.

Dy Plambecks sanselige nutidsjulefortællepoesi synes at rumme simpelthen alt, hvad julen er: Fra stormagasiner og istapper, Luciaoptog og andefedt, henover juleroser og fyldte sokker, til englen, der vist ikke sætter fodaftryk i sneen, og til ham, der kommer, til håbet, til freden. Enkelte af digtene synes lidt for finurlige og umiddelbart løsrevne fra den store sammenhæng, men poesiens styrke ligger i beskrivelserne af juletidens genkendelighed.

Musikken følger teksten i kompakt symbiose – rytmisk, dynamisk, poppet, som højtidelig koral, som et sentimentalt musicalhit, vrængende kakofonisk – bredt favnende i genrer, klange og udtryk. Salmen “Det kimer nu” går som en Bach-koral igennem hele værket, splittet op i versegrupper, sunget flot af 22 af Syngedrengene fra Assens, mens Det Fynske Kammerkor, både a cappella og med fuldt orkester, syntes at befinde sig særdeles godt i Bojesens musikalske univers.

Sys Bjerre stod så fint, som en kærlig engel på kororglets pulpitur, højt hævet over alle, og sang sine tekster med ynde og åndepust, mens Thomas Storm lod sin herlige og dramatiske baryton fylde det propfyldte kirkerum.

Aftenen indledtes totalt malplaceret af Leroy Andersons orkestrale miskmask-potpourri af engelsk/amerikanske julesange, mens to carols af John Rutter smukt stemte sindet til “Det kimer nu”, som jeg spår en lang og lykkelig fremtid.

Om koncerten
Odense Domkirke, onsdag (gentaget torsdag): Sys Bjerre, Thomas Storm, Syngedrengene fra Assens, Det Fynske Kammerkor, Odense Symfoniorkester, dir. Michael Bojesen.

Forfatter
Mikael Krarup


Tidligere aktiviteter